Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er glad for at dette lille projekt fra min side af endelig er blevet til noget. Jeg har i længere tid gået og overvejet muligheden for at administrere en hjemmeside eller blog om film, men har ikke helt kunne finde ud af hvad konceptet skulle indebære og om der var tid nok. Nu er konceptet på plads og hvis man virkelig vil noget - så skal man nok få tid til det!
Nå, jeg føler det er på sin plads at jeg fortæller lidt om mig selv. Mit navn er Thomas Nymark Horsted, jeg er 22 år gammel, læser medievidenskab på Århus Universitet og så har jeg en drøm om at blive filminstruktør eller -producer med eget produktionsselskab. Jeg har altid været et meget visuelt orienteret menneske, men interessen for den visuelle kunst med særlig fokus på filmkunsten er kun blomstret i takt med undervisningsforløbet på medievidenskab, hvor jeg på 2. semester producerede en kortfilm, som senere var repræsenteret ved Århus Filmfestuge og nomineret som bedste vestdanske kortfilm i konkurrencen GO WÆST. Denne oplevelse var en enorm inspiration og kreativiteten har ikke stået stille siden da. Pt. arbejder jeg både på et kortfilmsmanuskript og på et storyboard til en musikvideo for en talenfuld singer/songwriter fra Århus. Hvis jeg får en idé, ryger den i den sorte notesbog! Derudover læser jeg en masse bøger om filmhistorie og -teori, og så prøver jeg at se så mange film så muligt. Det er heldigvis noget mit job i Blockbuster hjælper mig med!
Med denne blog tilføjer jeg en ekstra dimension til mit "arbejde" med film. Udover at jeg løbende vil anmelde de film jeg ser, vil jeg også på ugentlig basis anbefale en gammel klassiker, sætte fokus på en særlig filminstruktør eller måske bare kigge lidt nærmere på en bestemt filmgenre. Mit håb er først og fremmest, at jeg selv vil få oplevelser, erfaringer, viden og rutine ud af arbejdet med denne blog. Men jeg håber også på at kunne inspirere og glæde andre filmelskere, som skulle finde min blog interessant og værd at læse, og som forhåbentlig vil bidrage til bloggen ved at kommentere indlæg og ikke mindst; sige sin ærlige mening.
Tak for jeres opmærksomhed!

Hej Thomas. Det lyder jo bare rigtig fedt...Godt initiativ. Glæder mig til at kigge forbi indimellem og se hvad der er på "tapetet". Knus fra Michelle
SvarSlet